onsdag den 27. april 2011

Varulvehistorie af høj kvalitet : Nightshade

Forfatteren Andrea Cremer har bevist, at andre end Stephenie Meyer, som bl.a. har skrevet Twilight-serien, kan fortælle historier om varulve - så man føler, at de virkelig eksisterer.

Da jeg læste første del - blev jeg ved, til jeg var færdig... Den var alt for god. Og jeg kan næsten ikke vente på fortsættelsen (som ikke er udkommet p.t.). Og efter min mening meget bedre skrevet end Twilight-serien.

Hovedpersonen hedder Calla, som udadtil virker som en ganske almindelig pige, men som lever et dobbeltliv. Calla er også en alfahun i et ulvekobbel, og hun er derfor underlagt vogternes regler, som hun dog bryder gang på gang. Hun er udvalgt til at blive forenet med Ren, som er alfahan i et andet kobbel og dermed skal de to kobler slås sammen. Men så forelsker Calla sig i en almindelig dreng, eller er han helt almindelig? og så begynder problemerne for alvor.

Bogen er dels en kærlighedshistorie og dels et fantasifuldt drama, hvor varulve, magi og andre væsener er vævet ind i en "almindelig" teenagers liv sammen med skolen, kærester og veninder.